Udtalelser om foredrag

Læs her hvad andre siger om Torben C-Bohnhardts foredrag.

Vejen ud af kriminalitet

Onsdag 10. oktober var konfirmandforældrene (Holme Skole 7.A og 7.B) inviteret til et foredrag med Torven Bohnhardt, stifter af foreningen HeadON i Aarhus, der hjælper unge ud af kriminalitet.

Torben Bohnhardt indledte sit foredrag med en beretning om sin egen meget omtumlede og barske tilværelse fortalt i meget direkte og medrivende vendinger under anvendelse af det daværende rockermiljøs hårde sprogbrug.

Film og billeder underbyggede fint detaljeret og helt jordnært de bestående livsvilkår i hans dagligdag dengang. Det var simpelthen et spørgsmål om overlevelse.

Andel den af foredraget stod i diametral modsætning til første del både med hensyn til påklædning og retorik. Torben gjorde det klart, at det med en viljemæssig kraftanstrengelse er muligt at frigøre sig fra et kriminelt og belastende miljø.

Det var forfriskende og utroligt menneskeligt opbyggeligt at høre en fortælling om, hvordan tilværelsen også kan forme sig.

Et meget stor TAK til Torben for en aften med enorm påvirkning af både nethinden og hjernecellerne!

Udtalelsen er trykt i Holme Sogns Kirkeblad, 4 2018-2019 december-januar-februar

Henning Tagesen

Menighedsrådsmedlem, Holme Kirke

Hej Torben

Tak for et forrygende foredrag, i gjorde stort indtryk på os alle.

Eleverne var meget berørte af både din og Kims fortællinger, også elever som ikke har noget med bande-miljøet at gøre.
Især din personlige beskrivelse af at være udenfor, ikke at passe ind, at gå med alting helt alene, gjorde indtryk. Sådan har de fleste af vores unge det i forskellig grad, og din egen personlige historie kunne alle forholde sig til.

Jeg har talt med et par af de elever som er på kanten, som har været involveret i bander tidligere, eller som leger med tanken. Det vigtigste som de har fået med af dit budskab er, at de kan se at det ikke er prisen værd!

En elev som tidligere har været involveret i bander i København fortalte mig, at han for første gang nogensinde kunne se sig selv i dig. At han kunne nikke ja til alt hvad du sagde, og at han selv forsøger at fortælle sine kammerater at de IKKE skal gå den vej. Han fortæller at kammeraterne har en romantisk drøm om hvad det vil sige at være i en bande, og han var glad for at du kunne fortælle en masse om bagsiden af medaljen.

Der er vist desværre mange flere unge end vi tror, som er stærkt tiltrukket af miljøet. Jeg håber at mødet med dig og Kim har fået dem til at tænke en ekstra gang, og forhåbentlig lede efter andre veje.

Vi vil følge din kamp, og vi vil gerne kontakte dig igen når vi har brug for et foredrag til et nyt hold elever. Tusind tak for denne gang.

Bedste hilsener

Sanne Kristensen

www.pnuc.dk
Tlf. 4772 4300
Tlf. dir. 2248 5293

Sanne Kristensen

Vejleder, Produktionsskolen Nordsjællands Uddannelsescenter

Aftalen med HeadON stod en af de unge frivillige i Unge Caféen for. Hvis jeg skal være helt ærlig var jeg en lille smule skeptisk i forhold til at skulle have en tidligere rocker på besøg i Unge Caféen. Min skepsis bundede i, at jeg var nervøs for den fortælling, som Torben ville give os, ville være for sort/hvid og ikke så reflekteret. Men heldigvis levede Torben ikke op til mine fordomme. Ud over at være en god performer og fortæller er Torben nemlig rigtig god til at få fortalt sin historie på en måde, hvor han ikke moraliserer, men med stor ærlighed, åbenhed og nærvær fortæller om livet som hård kriminel og den bagside, der følger med at leve et forrået liv. Der er ingen tvivl om, at Torben med sin fortælling og direkte og meget levende kropssprog lykkedes virkelig godt med at fange de unge . også dem som ellers har meget svært ved at sidde stille.

Miguel Romero Mikkelsen

Bolig social børn og ungemedarbejder

Vi blev anbefalet foredraget gennem en forældre, som havde hørt Torbens foredrag tidligere. Hun mente det bestemt ville passe ind i nogle af de udfordringer, vi stod med i udskolingen, Dagen kom, hvor vi samlede 120 elever for at høre på Torben. Torben vadede med træsko lige ind i dem. I tre timer var der ro og reflektion – kun afbrudt af latter. Torbens historie er i sig selv ikke sjov eller til at grine af, men Torbens selvironi og gode fortælleteknik giver plads til latteren.

Torben snakker meget om “kasser”, og hvordan hjernens sorteringsmaskine putter andre mennesker ned i mentale kasser. Torben har nemlig selv altid været i en “kasse” og ved første møde, skal man være ekstremt fordomsfri for ikke at putte Torben ned i sine egne “kasser”. Men det er lige nøjagtigt pointen, og den går lige ind i eleverne, Det tema blev forlænget med flere klassesamtaler efterfølgende.

Vi kan klart anbefale Torben til enhver udskoling, ungdomsuddannelse eller andre steder, hvor man omgås unge mennesker. Om publikum er 20 eller 200 betyder ikke noget – budskabet skal nok nå alle. Vi har gennem en del år benyttet os af eksterne foredragsholdere, men få har efterladt så stort et indtryk som Torben.

Bøgeskovskolen
Koldskær 8
8850 Bjerringbro
Direkte tlf.: 26 61 43 96

www.viborg.dk

Med venlig hilsen

Michael Malmkvist Jensen

Pædagigisk leder, Viborg Kommune

Børnehjælpsdagen har igennem flere forskellige projekter samarbejdet med Head On. Vi arbejder hver dag for at støtte anbragte børn og unge, på deres vej mod et selvstændigt og givende voksenliv. Vores målgruppe møder mange udfordringer på deres vej, og vi ved at statistisk set har mange anbragte unge på et tidspunkt i deres liv, kontakt til kriminalforsorgen.

Det behøver ikke være dem selv der har en kriminel løbebane, det kan være deres omgangskreds eller familier.
Ikke desto mindre er det vigtigt for dem, at de er klar over hvilke konsekvenser det kan have og hvilke udfordringer der kæmpes med, når livet kommer ud af kurs. Det har blandt andre Head On hjulpet os med at synliggøre, på en unik og indlevende måde. Head On tilbyder oplysning og støtte til at komme videre i livet, hvilket vi i Børnehjælpsdagen er glade for at kunne samarbejde omkring.

Vi oplever at vores unge mennesker bliver meget eftertænksomme. Arrangementerne sætter mange tanker i gang, og flere unge har ligefremt udtalt, at dette var det wake up call som de havde brug for.

De unges primærpersoner har fået et fælles grundlag med de unge, til at de kan få snakket omkring at tage ejerskab for eget liv. At have en levende fortælling, fra en person som har været ude at vende, der hvor ingen af de unge ønsker at komme ud, gør at tingene bliver meget mere håndgribelige. Det er ikke kun et skræmmebillede som de prøver at sætte op – nej der er folk der faktisk har levet det liv, og det kan ikke anbefales.

Vi ser frem til mange flere arrangementer og projekter, hvor vi sammen kan motivere, inspirere og styrke anbragte unge til at tage ejerskab over deres eget liv

Med venlig hilsen

SUSANNE JENSEN
Projektleder

BØRNEHJÆLPSDAGEN
M: 28 93 07 27
sj@bhd.dkwww.bhd.dk

Susanne Jensen

Projektleder, Børnehjælpsdagen

Genialt!! Vi har alle brug for lidt råd og vejledning her i livet. Specielt når tingene er kørt helt af sporet og man står i lort til halsen… Har hørt et enkelt foredrag med Torben og det var super spændende og lærerigt – og glæder mig allerede til at høre det næste 🙂

- Susanne Spang

Alle tilhørere var meget lydhøre undervejs og fik virkelig noget at tænke over. Kommentarerne efter foredraget var meget positive. Det der gik mest igen, var at folk kendte nogen (ikke mindst unge), der ville have stor gavn af at høre, hvad Torben har at fortælle. Foredraget anbefales hermed varmt.

Lars Lindgrav Sörensen

Sognepræst i Tilst

Torben Bohnhardt gav et personligt og spændende indblik i en ellers lukket verden, med fokus på hans egne oplevelser og tanker om, hvad der tiltrækker folk til rocker- og bandemiljøet, og hvad der skal til for at hjælpe folk ud, når de vil videre i livet. Oplægget blev gennemført med stor energi og indlevelse, som fik sat gang i tilhørerne fra morgenstunden.

- René Bergfort

Dommerfuldmægtig, Højesteret